Jordskælv i Iran december 2003

Skrevet af: Nanna Lise Vester

Tidligt om morgenen den 26. december ramte et jordskælv byen Bam i det sydlige Iran. Jordskælvets epicenter var placeret lige under den gamle historiske by og målte 6,8 på richterskalaen. Rystelserne der alt i alt varede ca. 12 sekunder fik stort set hele byen til at synke i grus. Jordskælvet anslås at have kostet et sted mellem 30- og 50.000 mennesker livet. Beredskabsstyrrelsen i Danmark sender et redningshold på i alt 57 mand til Iran for at bistå med redningsarbejdet. Jeg deltog som redningshundefører med Indy. Det følgende er min beretning om indsatsen i Iran efter jordskælvet.

Det er helt sikkert godt at komme hjem igen til et land, hvor alt ting fungerer og der ikke mangler noget. De første par dage efter hjemkomsten gik med at få hvilet lidt ud og fordøjet de mange oplevelser og indtryk. Alt i alt forløb indsatsen godt omstændighederne taget i betragtning. Det danske team på 57 personer fungerede rigtig fint. Vi havde et utrolig godt samarbejde og sammenhold på tværs af arbejdsfunktioner og rang og humøret blev holdt højt under hele indsatsen, hvilket er utrolig vigtigt for at holde alvoren lidt fra halsen.

Vi blev alarmeret den 26. december for manges vedkommende midt under julefrokosten. Jeg befandt mig, sammen med Kjeld, hos mine svigerforældre i Bramming. I første omgang skulle jeg blot melde tilbage med besked om, hvorvidt jeg havde mulighed for at deltage i indsatsen. Efter kort betænkningstid og en snak med Kjeld meddelte jeg, at jeg var klar. Nogle timer senere kom så det endelige ”go”, der betød at bilen i fart blev pakket og kursen sat mod Odense for der at få samlet det nødvendige grej. Vi var fire frivillige fra Odense Brandvæsen, som skulle med til Iran. Foruden jeg selv deltog Jesper Rossen som holdleder for et redningshold samt Henrik Jørgensen og Thomas Bjørn Christensen til at betjene elektronisk lytteudstyr. Styrken består her udover af frivillige, værnepligtige og fastansatte fra Beredskabsstyrrelsen fra hele landet.

Kun seks redningshunde kom med til jordskælvsområdet i Iran. Normalt udsender man 9 hunde fordelt på tre hold, men fordi Iran først og fremmest havde anmodet Danmark om tungt frigørelsesmateriel, blev antallet af hunde reduceret. Det er dog min vurdering, efter at have set forholdende, at vi sagtens kunne have haft ni hunde i arbejde, hvis blot vi i Bam var blevet tildelt flere opgaver. Redningsfolkene fik stort set ikke brug for deres mange kompetencer indenfor frigørelse af fastglemte, dertil var bygningerne alt for porøse. Det mest anvendte værktøj på turen var seks feltspader, som til gengæld også blev flittigt brugt.

Mødestedet for hele enheden var Beredskabscenter Midtjylland i Herning. Her modtog vi vores første briefing kl. 23.00 samme aften. Der var allerede på dette tidspunkt melding om forsinkede fly, så selv om alt mandskab og materiel var klar til afgang kl.02.00 måtte vi vente på det chartrede transportfly og passagerfly fra Rusland

Natten til den 27. december blev hundene undersøgt af en dyrlæge fra Herning. Alle hunde fik gennemgået en sundhedstest og det blev kontrolleret, at de havde deres vaccinationer i orden. Iran havde umiddelbart ingen indførselskrav for hunde, så vi fulgte de tyrkiske regler. Hundenes papirer blev under turen dog på intet tidspunkt kontrolleret yderligere.
Næste morgen var det vores tur. Vi stillede op på en lang række og blev derefter vaccineret på stribe mod en række sygdomme og infektioner, det gav en del ømme skuldrer den efter følgende dag!

Det var meget frustrerende først at skulle vente på Beredskabscenter Midtjylland i Herning og dernæst i Billund lufthavn på de forsinkede fly fra Rusland. Ikke mindst fordi vi alle vidste at dyrebare timer, hvor der stadig ville være chance for måske at finde overlevende, gik tabt imens. Flyenes forsinkelse resulterede i at vi først kom afsted til midnat den 27. december. Der var megen larm og temmelig koldt i kabinen på det russiske passagerfly. Hundene lå under hele flyveturen og sov i deres transportkasser bagerst i kabinen, vi andre fik ikke megen søvn. Der var is på indersiden af ruderne og sæderne i flyet var gamle og slidte. Selve flyveturen foregik dog meget roligt selv med mellemlandingen i Ukraine, hvor flyet skulle tankes.

Frustrationen steg igen da vi ca. 8 timer senere landede i Bam lufthavn og fik at vide, at alle eftersøgninger ville blive indstillet samme dag. Samtidig blev det meddelt, at redningshundene derfor slet ikke ville komme i brug. Heldigvis blev eftersøgningerne ikke indstillet, men vi kunne ikke få tildelt nogle opgaver den dag, da de var blevet fordelt mellem de forskellige redningsenheder om morgenen til FNs briefing. Dermed gik den første dag i Bam med at etablere campen.

Det var vanskeligt at acceptere, at vi ikke kunne komme ud og søge hurtigst muligt. Men for at en så stor indsats med mennesker fra mange forskellige lande skal kunne fungere og ikke ende i yderligere kaos, er det nødvendigt, at den bliver koordineret fra et samlet sted, til gengæld æder administration megen kostbar eftersøgningstid.

Forholdene i lufthavnen var kaotiske overalt var transportfly ved at få læsset udstyr af og redningshold ved at få styr på deres materiel og mandskab. Heldigvis havde vi fået landingstilladelse i Bam lufthavn. Det var oprindeligt meningen, at vi skulle have landet i Kerman International Airport 250km nord for Bam og derfra transporteres med busser til byen. Det engelske redningshold kunne fortælle, at de havde brugt 16 timer på at køre denne strækning, så her blev vi heldigvis sparet for yderligere ventetid.

Det danske team ankom til Bam som nummer 13 af i alt 38 internationale redningshold. I alt nåede der at ankomme ca. 1700 redningsfolk fra hele verden til byen. Turen fra lufthavnen indtil Bam foregik med bus. Allerede fra starten blev vi mødt af familier, der nødtørftigt var installeret i telte fra den iranske røde halvmåne organisation, mens mange andre var på vej væk fra byen i fuldt læssede biler. Det tragiske syn af biler læsset med ligposer mødte os også på vej indtilbyen.

Den 29. december om morgenen kunne vi endelig komme ud og hjælpe til med, det vi var kommet for. Vores opgave var dog først og fremmest, at hjælpe med at lokalisere og frigøre døde, da håbet om at finde overlevende allerede på dette tidspunkt var minimalt. Vi blev kørt til et boligkvarter syd for Bam, hvor der tilsyneladende ikke havde været indsat redningsmandskab endnu.

Bydelen var frygtelig øde, kun få steder sad familier i deres telte langs med vejene eller gik rundt i ruinerne for at indsamle ejendele. Alle steder var biler læsset med tæpper, service og andre genstande på vej ud af byen. Det første der mødte os, da vi steg ned fra ladet fra den lokale lastbil, som havde fragtet os derud, var en stank af døde dyr. Der lå døde geder og får i vejkanten. Indy og en anden hund veg væk og stak halen mellem benene, tydeligt utrygge ved lugten. Andre steder lå sårede køer i vejkanten også et æsel med brækket ben var efterladt. Dyr som burde aflives, men tilsyneladende blev holdt i live for måske at sikre friske madvarer.

Vi arbejdede med hundene i to hold med tre hunde og hundefører på hvert hold samt en holdleder. Man har tre hunde for at kunne foretage en "flertals-afgørelse" i såfald en hund markerer og den næste ikke gør det. Mindst to hunde skal med andre ord indikere, at der er nogen under murbrokkerne før redningsmandskabet går i gang med at grave. Finder man overlevende kan redningsmandskab udstyret med eleketronisk lytteudstyr og kameraer evt. præcisere nærmere, hvor den indeglemte befinder sig, for at lytteudstyret kan anvendes, er det dog nødvendigt, at personen der skal reddes ud er ved bevidsthed og i stand til at svare på bankesignaler. Det er vigtigt at få meget præcise markeringer af hvor der er overlevende, da selve frigørelsesarbejdet oftest er meget tidskrævende og vanskeligt.

Vores første eftersøgning er blevet dokumenteret af DR som var med på stedet. Vi afsøgte et hus, hvor naboerne vidste, at der ikke var kommet nogen ud. Indy markerede to steder ved at skrabe i murbrokkerne og snuse intenst, det samme gjorde de næste to hunde, der blev indsat, så redningsholdet begyndte at grave. Ligene af en mand og et barn på 3-4 år kom fri af murbrokkerne. I et rum ved siden af viste hundene også interesse for noget. Men det viste sig kun at være rådne madvarer, de havde fået færten af. Det andet hus, vi skulle afsøge gav os en markering på nogle tæpper, der var indsmurte i blod og omkringstående iranere kunne da også fortælle, at der allerede var fjernet flere døde fra denne bygning. Det andet redningshundehold og redningsmandskab fandt rester af en død mand samme dag et andet sted i kvarteret.

Hundene har lært at de skal gø, hvis de finder nogen i live. Ligfært er ikke noget, vi har trænet dem til at markere på, så vi kunne kun gætte os til ud fra deres opførsel, at det måtte være døde mennesker de havde fået fært af. Normalt vil man ikke begynde at grave, hvis ikke hundene gør eller man på anden måde har en sikker formodning om, at der er overlevende. Men fordi der allerede var gået så lang tid, at chancerne for at finde flere overlevende var minimal, hjalp vi også til med at lokalisere og frigøre de døde.

Vi kunne se sammenstyrtede huse overalt, så vi kunne kun gisne om, hvor mange mennesker der stadig måtte ligge under ruinerne. Vi blev kun indsat steder, hvor vi af lokale kunne få efterretninger om, at der var nogen savnede. Det var en underlig fornemmelse, at folk ikke stod i kø for at få os med ud til forskellige huse, men mange må på det tidspunkt allerede have forladt kvarteret uden håb om at finde deres pårørende i live. Bydelen var i sandhed forvandlet til et spøgelseskvarter uden mennesker.

Vores tolke og guider synes vi på turen tilbage til campen skulle se resten af byen og den berømte 2500 år gamle borg Arg-e-Bam, som var sunket i grus efter jordskælvet. Vi kom derfor på en ”seightseeing” tur gennem Bam og blev kørt ud til borgen, som slet ikke var til at kende fra billederne. Det var en mærkelig fornemmelse pludselig at lege turister i Bam, men vores iranske guide og tolk insisterede på, at vi så resterne af borgen, måske for at vise os at Bam altså havde været en storslået historisk by for ganske få dage siden.

I campen havde vi rigtig gode forhold. Den danske lejr blev da også hurtig kendt for sine faciliteter. Vi havde derfor hele tiden besøg af andre nationaliteter, der dels kom for at se lejeren og dels for at benytte bade og toiletforhold. Vi kunne tage varmt brusebad, når vi kom tilbage fra en opgave og dermed få vasket støvet af os, det var dejligt. Vi havde et stort feltkøkken med og en kok, der formåede at tylle med konservesdåser. Vores medic hold bestående af en læge og en sygeplejerske fra Rigshospitalets traumeafdeling samt to veluddannede førstehjælpere havde også eget telt med. Derudover havde vi et kommunikationstelt med fire bærbare computere, sattelittelefon, printer osv. Badeteltet bestod af tre brusebade og fire håndvaske med varmt og koldt vand og desuden fire toilettelte. Vi sov alle 57 i fire store oppustelige telte. Hundene lå i deres transportkasser ved siden af deres hundefører. Der skulle have været varme på i teltene alle dage, men da det sidste læs udstyr fra lufthavnen aldrig nåede frem til os, havde vi kun varme de sidste par nætter, efter nordmændene lånte os et par varmekanoner. Ligeledes skulle der have været feltsenge til alle, men kun de tyve af dem nåede frem til os, de øvrige senge var med på det mistede læs fra lufthavnen. Senere fandt man en del af det mistede udstyr på et felthospital udenfor byen, så heldigvis har det da gjort gavn.

Indy afsøger nogle små rum øverst i en bygning. Redningshunden Tai havde udvist interesse neden for muren. Indy der er noget mindre blev derefter sendt op af stigen for at afsøge hulrummet nærmere.

Den 30. december tog vi igen afsted fra morgenstunden for at hjælpe med eftersøgningen. Det område vi nu fik tildelt så noget mere håbløst ud, her var bulldozere allerede sat ind og mange sammenstyrtede huse "skrabet" sammen i bunker af de mange gravkøer. Vores opgave bestod det meste af dagen i at sætte hundene ind efter et "lag" af bygningen var skrællet af med maskinerne. Enkelte opgaver hvor der ikke havde været maskiner på endnu, fik vi dog også tildelt. Der blev fundet flere døde denne dag, men hvor og hvor mange har jeg ikke overblik over.

Journalisterne der har beskrevet forholdene i den jordskælvsramte by har især hæftet sig ved lugten af lig. Det er i sandhed ikke nogen rar lugt. Nærmest en stærk sødlig rådden lugt. Men den hang ikke over hele byen, som jeg efterfølgende har læst i avisen, derimod var vi ikke i tvivl om at hundene havde markeret rigtigt, lige så snart de første lag jord var gravet af. Jo tættere redningsfolkene kom på den døde, jo kraftigere var også lugten.

Ligfærten må have være meget markant for hundene, men der var også mange andre lugte, som gjorde det vanskeligere for hundene at søge. Døde dyr, rådne madvarer især fordærvet kød snød os til at tro at hundene havde fært af en død person. Det helt sikkert utrolig vigtigt at gøre meget mere ud af at træne med afledningsfært.

Den tredje dag den 31. december fik vi tildelt et område, som lignede et mere velstillet kvarter. Der var mere eller mindre intakte appelsin- og øvrige frugt lunde inde i mellem ruinerne. Her havde gravkøerne endnu ikke gjort så stort et indhug i resterne af bygningerne og flere pårørende bad om hunde til at afsøge deres hjem. Blandt andet et hjem hvor en mand savnede sin kone, som han mente havde befundet sig i husets vaskerum, da jordskælvet ramte Bam. Indy markerede to steder - på hver sin side af en mur. Desværre fandt redningsfolkene ikke kvinden.

Overalt hvor vi arbejdede stimlede mange iranske mænd sammen omkring os. Mange af dem udstyret med skovle og hakker, som de må have reddet ud af ruinerne. Det var derfor ofte også de lokale selv, som foretog gravearbejdet med hjælp fra de det danske redningsmandskab og det var som regel også dem, der tog sig af de døde.

Vores redningsmandskab undersøger en kælder med digitalt kameraudstyr.

Vi kunne registrere en del efterskælv hver dag. Mange af dem var ganske små, dem opdagede vi kun fordi vandet i vandflaskerne pludselig begyndte at røre på sig. Andre lidt kraftigere efterskælv mærkedes som en vibration under fødderne. Det så dog ikke umiddelbart ud til at efterskælvene forårsagede flere skader.

Byen var overalt indhyllet i et tykt lag fint gråt støv. De lerklinede huse der var bygget af soltørrede lersten var i det store hele smuldret under jordskælvet. Mange steder lignede byen mest af alt en grusgrav. Det var langt de fleste steder komplet umuligt, at se hvor der havde været indgange og rum eller, hvor det ene hus sluttede og det næste begyndte.

Bam ligger i 1250 meters højde over havet og er omgivet af et meget goldt landskab med bjerge uden nogen form for vegetation ud over de mindre dadel og andre frugtplantager der var i selve Bam. Den tørre luft gjorde det nødvendigt at drikke masser af vand og fik hurtigt hænder og ansigter til at tørre helt ud, det forårsagede en del sår og rifter på fingrer og læber. På trods af de anderledes klimaforhold var hundene hele tiden ved godt humør og formåede at arbejde selvom, vi måtte belønne og opmuntre dem noget mere afdæmpet end sædvanlig af respekt for de pårørende rundt om os. De var gode til at slappe af så snart de fik muligheden for det. Der gik ikke lang tid før de kunne sove midt i ruindyngerne og selv på ladet af de åbne lastbiler, som transporterede os rundt i byen. De var forbløffende upåvirkede af situationen og løste opgaverne, som om det var en almindelig træningssituation om end med lidt flere forstyrrelser end de er vant til.

Nytårs aften blev ugens mest hektiske indsats. Kort før nytårsmiddagen skulle indtages, blev vi alarmeret af FN. Spiseteltet var ellers blevet pyntet op så aftenen kunne fejres behørigt med alkoholfrie iranske øl og oppustede engangshandsker og gazebind i loftet som pynt.

En lokal redningsenhed skulle eftersigende havde fundet tegn på overlevende under ruinerne! Et hold redningshunde, jeg selv inklusiv, blev sendt afsted sammen med et redningshold og vores tekniske lyttegruppe, der betjener elektroniske kameraer og lytteudstyr. Hundeteamet kørte afsted i høj fart gennem byen på ladet af en trailer spændt for en fire hjulet motorcykel, mens de andre sad på ladet af en lastbil. Stemningen var fra starten meget hektisk ved udsigten til måske at finde overlevende. På indsatsstedet stod flere hundrede iranske mænd stimlet sammen om et forholds lille areal på højst 20 kvadratmeter. Arealet der skulle afsøges udgjorde således en lille fordybning, der allerede var blevet gravet en del i. Hundene blev som det første indsat og jeg lagde ud med Indy. Arbejdsforholdene var noget nær helt umulige på grund af de mange mennesker, der stod helt tæt på for at følge med. Vi forsøgte at kommunikere til de mange omkring stående, at de skulle trække sig tilbage, så hundene kunne arbejde, men det lykkedes ikke. Efterfølgende har en af redningsfolkene beskrevet situationen som at foretage en eftersøgning i sandkasse med FCK og Brøndby stående på hver sin side lige efter at de har spillet uafgjort - en ganske rammende beskrivelse.

Et blik ned over indsatsområdet nytårsaften. Fotograferet af: Lars Mikkelsen (Herning), Holdleder Redning

Indy markerer ikke ved halsgivning, som han ville gøre, hvis der var liv, men skraber i sandet først efter en frysepose med madrester og siden i sandet ved siden af. Jeg kan ikke se om, det er af frustration eller en reel markering. Næste hund kommer ind i heksegryden og begynder at søge også den graver lidt et enkelt sted - men giver heller ingen tydelig markering. Lyttegruppen kommer til og får gjort sit udstyr klar. Ved at banke forskellige rytmer på et gennemgående vandrør, der stikker op af ruinen, forsøger de at kommunikere med de eventuelle indespærrede. Der går ikke ret lang tid før de med sikkerhed, mener at få svar på deres bankesignaler og desuden kan høre stemmer. Arbejdsbetingelserne er stadig meget kaotiske. De mange hundrede tilskuer står fortsat i en tæt kreds om stedet, mens vores indsatsleder forsøger at få alle til at forholde sig helt i ro. Der skal kun den mindste lyd til før den registreres med det meget fintfølende lytteudstyr, ikke des to mindre er lyttegruppen helt overbevidste om, at de signaler de modtager kommer fra indespærrede under brokkerne. Vi prøver at sætte alle tre hunde ind igen, men de viser desværre stadig kun lidt interesse ved at skrabe i jorden.

Vores hunde havde markeret i baggrunden, hvor de tre mænd graver. Iranske rødehalvmåne redningsfolk overtog redningsarbejdet. Der blev senere fundet to døde på en trappeafsats under murbrokkerne.

Det lokale brandvæsen som også er på stedet ønsker at grave med en gravko. Den danske indsatsleder forsøger, at forklare dem at en sådan fremgangsmåde vil dræbe eventuelle overlevende. Men da det er de lokale brandfolk, der har myndigheden på stedet må vi trække os tilbage, eftersom de insisterer på at grave et lag af. Resterne af bygningen synker nu et stykke. Herefter får lyttegruppen kun meget svage svar på deres bankesignaler og da den lokale brandchef ønsker at høre lydene kommer, der ikke længere svar. Det danske redningsmandskab bliver trukket ud af området af respekt for den lokale myndighed med besked om, at man kan trække på de ressourcer vi har medbragt. Det bliver påpeget endnu engang i kraftige vendinger at gravkoens voldsomme fremgangsmåde vil dræbe de der evt. måtte være i bygningen og at frigørelsen bør foregå med håndkraft. Vi forlader området og gravkoen tager over! Næste dag kan Politikkens journalist, der blev på stedet fortælle, at der kom et hulrum til en kælder til syne. Der blev fundet en død person i hulrummet, men vi kunne ikke få at oplyst, om der var tegn på at personen havde været i live for nylig. Det var så afgjort turens mest hektiske og frustrende opgave.

Den følgende dag bliver de hunde, der ikke var med nytårsaften kaldt ud på en ny opgave. Der er en bygning, som man gerne vil have ryddet, men først ønsker at få eftersøgt. Der er en iraner tilstede, som taler engelsk og også var med på stedet nytårsaften, han har forstået at lyttegruppen og hundene behøver et vist areal at arbejde på og søger denne gang for ordentlige arbejdsbetingelser. Der lugter af døde mennesker på stedet og hverken hunde eller lyttegruppe finder tegn på liv, så bygningen bliver ryddet. Det bliver det danske teams sidste indsats i Bam.

Lige fra vi landede i Bam lufthavn blev vi godt modtaget af iranerne. I lufthaven fik vi stor opmærksomhed fra de iranske piloter, som var henne og se på hundene og bød nogle af de danske mænd på tobak. På det militære område, hvor vi etablerede vores lejr, befandt også samtlige andre udenlandske redningshold sig. Her fik vi stor opmærksomhed fra iranske soldater, som gik rundt på området. På opgaver ude i Bam blev vi mødt med megen taknemlighed fra de lokale: ”Welcome to Iran” og ”Thank you” lød det tit fra forbipasserende. Enkelte iraner der kom forbi den danske lejr stillede sig også op og holdt en lille takketale for os. En iraner sagde således til os, at vi var den bedste julegave Danmark kunne sende til Iran.

I en by hvor alt lå i ruinerne og ingen havde for meget af noget, var det meget rørende at blive budt på drikkevand, brød og frugter af folk ude i området. Den 31. december ankom repræsentanter fra Islamic Recolutionary Guard Corps med gaver til os alle. Vi fik overrakt tre røde roser, et dokument med en skriftlig tak, en dåse pistache nødder samt en lille statue med et motiv fra byens tusindårige historie. Det var meget imponerende og rørende at nogen havde haft tid og overskud til, at tænke på at give os gaver.

Vi var i alt 5 kvinder på det danske team ingen af os oplevede umiddelbart at det var et problem at deltage i redningsarbejdet som kvinder. De der glemte at få hovedbeklædning på i form af en kasket blev dog mindet om, det af iranerne selv. Det er mit indtryk, at vi blev respekteret, men det hjalp sikkert også at vi var på stedet som redningsfolk og bar uniform. Vi vakte dog ofte stor opmærksomhed og blev hyppigt fotograferede sammen med hundene. Iranerne var tydeligt ikke vant til hunde, der blev holdt som kæledyr. De nærmede sig hundene med stor interesse og forsigtighed, mange ville gerne hilse på og klappe dem, men var tydeligt også bange for dem.

Hundene vænnede sig hurtigt til miljøet. Her tager Indy sig en lur midt i murbrokkerne.

Den 1. januar bryder vi campen ned. Den blev solgt til Dansk og Norsk Rødekors og skulle derfor ikke med hjem igen, men den skulle genrejses et andet sted, så det er der en del arbejde med den sidste dag. Vi bliver kørt til en lufthavnen i Kerman en 200-300 km nord for Bam sammen med det norske redningsteam. I Kerman lufthavn blev vi alle fotograferet i stor stil af folk i lufthavnen, især os der havde hunde med måtte stille op et utal af gange. Det er et dansk fly fra My Travel som henter os næste dag i lufthavnen. Vi nyder alle godt af personalets service. Selv hundene bliver behandlet som filmstjerner, de får hver tildelt to sæder ud mod vinduerne ved siden af os.

Hjemme i Billund 6 timer senere venter en del journalister. I Herning rundes indsatsen af med en velkomst ved Beredskabsstyrelsens direktør og pårørende er kommet for at tage i mod os. Efter en kort debriefing fra to psykologer samt et dyrlægetjek på hundene får vi endelig lov til at tage hjem.

Indsatsen i Iran har helt sikkert givet os alle en masse erfaring, som vi kan bruge i den daglige træning frem over. I alt udfriede det danske hold 9 døde mennesker, hundene markerede dog flere døde som blev gravet fri af lokale. Vi var dermed trods alt med til at give en del mennesker vished om deres naboer, venners og familiemedlemmers skæbne. Jeg er helt klart også parat til at tage med igen, hvis der atter bliver brug for os. Vi kan så håbe på, at der vil blive arbejdet mere ihærdigt på at skaffe fly, der kan bringe os frem til tiden. Kun på den måde kan de danske redningshunde og redningsmandskab bidrage med deres primære funktion - at finde overlevende!