Camping i Tjekkiet og Tyskland 1999

Skrevet af: Nanna Lise Vester, www.hundelivet.dk

Kjeld med Indy i Cesky Ráj

Tjekkiet er så afgjort et hundevenligt land at holde ferie i. Vi drog afsted med det mål for øje at se den totale solformørkelsen i Tyskland på vejen hjem. I Tjekkiet boede vi på campingpladser og tog på små udflugter til naturområder. Vi besøgte flere slotte og byer og ingen steder var det en hindring at have hund med. Dog havde vi pga. varmen kun korte ophold i byerne og vi undlod at besøge Prag.

Naturområdet Cesky Ráj er et spændende landskab med mange klippeformationer, her finder man også mange vandreruter, som både mennesker og hunde kan nyde godt af. Der er undervejs en del kilder med rent drikkevand, så man behøver ikke bekymre sig om at medbringe drikkelse.

I Tyskland var vi et par dage i Schwarzwald også et skønt naturområde med masser af skov. Her var det heller intet problem at have Indy med på campingpladserne.

At tage hunden med på camping syd på kræver blot en gyldig rabies vacination og rigeligt med vand til køreturen, man må være forberedt på at der kan være kø på motorvejen og det kan blive meget varmt for et pelsdyr ! Derfor valgte vi også at køre om natten den ene vej, på denne måde slap vi både for kø og varme.