Lavinehunde del 2

Der er nu gået næsten 3 månder siden, vi kom her til Norge. Sneen er nu så småt ved at være væk og foråret ved at få overtaget. Det har været en spændende vinter med masser af træning i forskellige fjeldområder. Vi har bl.a været på et uges kursus på Dovrefjeld, hvor vi sluttede af med at få C godkendelse på lavineeftersøgning. Så skulle der fremover gå et sneskred på Himmelbjerget eller i Valby bakker er vi klar til udrykning :-)

Jeg har lært meget om eftersøgning og sne i de forgangne måndeder og specielt på vinterkurset. Det har været en hel fantastisk oplevelse, lærerigt, spændende og fysisk anstrengende. Instruktører med masser af erfaring både fra mange års træning, men også fra virkelige lavineulykker, gjorde det hele ekstra indholdsrigt.

Mange faktorer spiller ind, når man skal eftersøge et skred. Først og fremmest gælder det om at komme så hurtigt frem som muligt. Chancerne for overhovedet at være i live når skredet standser er 40 %, dvs. 60 % er simpelthen døde allerede da, af kvælning eller trykket fra snemasserne. Efter et kvarter i et lavineskred er kun ganske få af de overlevende stadig i live. Efter en halvtime er antallet af overlevende faldet drastisk.

Det gælder om at danne sig et overblik over sneskredet og situationen så hurtigt som muligt, der er en række ting om skal ske i al hast. Sikkerheden er væsentlig. Kan man gå ind i skredet uden risiko for at blive taget af et nyt skred? Man må vurderer, hvordan man bedst kommer ud i en fart, hvis det alligevel skulle gå galt. Skredet skal afmærkes tydeligt, da blot en time med sne kan skjule skredet og dermed vanskeliggøre eftersøgningen.

Man må skaffe sig flest mulige oplysninger om, hvad der er sket. Ski, rygsække og andre ting - også kaldet "tavse vidner" er vigtige informationer, der kan sige noget om, hvor i skredet der befinder sig mennesker. Skispor ind i skredet kan ligeledes fortælle hundeføren noget om i, hvilken retning der er størst mulig chance for at finde skredofre.

Søget skal planlægges så man hurtigt og effektivt får afdækket den del af skredet, man vurderer til at være det område, hvor man hurtigst kan gøre fund. Man må undgå at skulle bevæge sig frem og tilbage på samme strækning, da dyre sekunder og minutter hermed går tabt. Vindretningen er selvsagt også en faktor, man må have med i sine overvejelser.

Lavinehunde-apiranten Indy sidder og venter bag en snevold med dækken på i -15 graders frost, utålmodig efter igen at komme ud og søge.

Ingen sneskred er ens. Der findes flere forskellige typer af skred, så som "flakskred" hvor en hel side løsner sig og skrider ned. Disse udløses ofte af skiløbere, og er vanskelige at komme ud af, da skiløberen står midt i skredet som den udløsende faktor. Der er "løssneskred", der starter højt oppe og undervejs ned vokser sig enorme. Derudover har "luftbårenskred". I et sådant er luften så mættet af sne, at det medfører drukning for dem, der måtte være så uheldige at befinde sig i skredet. Fælles for alle skredtyper er, at de kan være meget uoverskuelige, svært fremkommeligt og farligt at bevæge sig ind. Udlært inden for dette område bliver man aldrig, det er selv de hundefører der har mere end 30 års erfaring enige om. Det er derfor altid op til hundeføreren selv, om hun/han vil bevæge sig ind i skredet. Der kan være stor risko for efterskred, og det kan derfor være en fornuftig vudering ikke at sætte en eftersøgning igang, man bør ikke risikerer yderligere liv. Det er indlysende, at der er en vanskelig beslutning, der skal træffes i løbet af få sekunder.

Vuderer man, at det er sikkert at gå ind i skredområdet, må man sørge for at placere en skredvagt på en sikker plads udenfor skredet, hvor der er god oversigt over hele område. Vagten er hundeførens livline. Dennes opgave er én og kun én. At iagttage skredet og melde ud, hvis et nyt skred opstår. Man planlægger også altid rømningsveje i så fald, det hurtigts muligt bliver nødvendigt at forlade området.

Som skiturist i fjeldområder skal man være opmærksom på, at der meget vel kan være skredfare steder, hvor fjeldsiden hælder mere en 30 grader. Hvor der både ligger store snemasser og der er dårligt fæste for sneen (dvs. klipper eller lav bevoksning) er skredfaren ekstra stor. Skredfaren er altid størst når vejret skifter fra kulde til mildere vejr. Når temperaturen stiger bliver sneen tungere, og der skal mindre til at udløse et skred.

Der findes et utal af snetyper, de forskellige kombinationer af disse indvirker på skredfaren. Derfor graver man også gerne en sneprofil ud og undersøger de forskellige snelag, inden man bevæger sig ind i et riskofyldt område. Store hvide flader af ny pulversne virker ofte tillokkende på offpist kører, men sådanne områder kan være rene dødsfælder. Man er langt bedre sikret, hvis man bevæger sig i skov og steder med større bevoksninger. En anden regel hedder: "Vær tryg gå langs ryg". Bevæger man sig langs fjeldryggen er riskoen for at udløse sneskred langt mindre, end når man kører ned over fjeldsiderne.

Pause og hyggeligt samværd efter en omgang lavinetræning. (Vinterkusus på Dovrefjeld)

Under kurset stod alle uddannede redningshundeteams i beredskab. Dvs at de skulle være klar til at rykke ud når som helst. Rygsækken må være pakket med det relevante udstyr: snespade, sondestang, lavinesnor, førstehjælpsudstyr og isolerende plastik til at pakke overlevne ind i, samt nødvendigt tøj og personligt grej til et døgn udendørs. Herunder også skiudstyr. Man må også være psykisk indstillet på at skulle rykke ud og sørge for at hunden er frisk og klar. Vinterkurset på Dovrefjeld bød også på en natøvelse. Her deltog dog kun godkendte lavinehunde og hunde i klasse A. Øvelsen blev arrangeret i samarbejde med Røde Kors, som tager sig af førstehjælpen i forbindelse med skredulykker i Norge. Der er generelt et tæt samarbejde mellem Norske Redningshunder (NRH) og Røde Kors.

Hundeførerne fik i første omgang blot at vide, at der var to savnede. Så de lagde ud med at danne en eftersøgningskæde for at rundere området med hundene. Afsted gik det i mørke på ski med lys, kort og kompas. En halvtime senere gik skredalarmen! Vores hold blev kørt til skredet ca. 3 km væk med snescooter i fuld fart igennem skov og over fjeld.

Der var for nogle dage siden gået et mindre sneskred (ca. 75 x 25 meter) i området, så det var dette der blev brugt til øvelsen. Vi blev inddraget som eftersøgnings mandskab og hjalp til med at sondere området. Det gør man med ca. 3 meter lange sondestænger. På en lang kæde, starter man i den ene ende og arbejder sig langsomt fremad. Det kan tage 20 mand 20 timer at eftersøge et område på 100x100 meter på denne måde og ofte er skredet meget større. En hund kan klare den samme opgave på et kvarter! Da først hundeførerne nåede frem gik der kun 45 sekunder fra den første hund blev sat i feltet til den begyndte at grave. Den havde gjort et fund, og figuranten kunne blive gravet frem og bragt hjem på båre.

NRH afholder både vinter og sommer kurser af en uges varighed. Bl.a. skal alle redningshundefører og redningshunde for at blive endeligt godkendt deltage i et uges kursus med praktiske øvelser nat og dag. Alle godkendelser i NRH foretages i forbindelse med sådanne ugekurser.

Det er mit indtryk, at disse kurser skaber en utrolig positiv organsiations ånd og giver et fantastisk sammenhold i NRH, som strækker sig ud over de enkelte lokalafdelingen til hele landet. Redningshundene og deres førere sikres desuden igennem disse uge-kurser en ens og kvalitetssikret uddannelse. Det giver inspiration og fornyet motivation for hundeførerne at deltage, og man får selvsagt utrolig meget ud af at træne så koncentret i en hel uge. Teori og praksis knyttes sammen, og man møder hundeførere og instruktører fra resten af landet, som man kan udveksle erfaringer med og have hyggeligt samværd med under og efter træningerne.

Nu er vi igang med sommertræning. Vi går spor og runderer i skovene. Det er mindst lige så spændende og meget af det, er også nyt for mig i forhold til den træning, jeg er vant til fra Danmark. Men dette må jeg hellere vente med at fortælle om ved en anden lejlighed.

Du kan læse mere om Norske Redningshunder på foreningens hjemmeside: http://www.norske-redningshunder.no . Har du spørgsmål til artiklen m.m. er du velkommen til at kontakte mig på på adressen nanna@hundelivet.dk