Lavinehunde træning 

Min forlovede Kjeld, Indy og jeg tilbringer det næste halve år i Trondheim i midt Norge. Vi er her for at studere, men i dag har vi netop været til vores første træning med de norske redningshunde.

Her i vinterhalvåret træner man lavine eftersøgning. Hvert eneste år er der lavine ulykker i Norge - også her i Sør Trøndelag, hvor vi bor, har man jævnligt lavine ulykker. Det er i vores område især på Dovre fjeld disser ulykker sker.

Der er i Norge ca. 200 godkendte redningshunde, og man må sige, at hver og en har sin berettigelse i dette land, hvor naturkræfterne er noget heftigere end hjemme i Danmark - her er simpelthen langt flere kvadratkilometer at blive væk på.

Foreningen Norske Redningshunde så dagens lys i 1956. Det var Kaare Skalstad der fik idéen til redningshunde. Under en lavineulykke i Upsete i 1947 blev han opmærksom på en lille hund, som gik og snuste i sneen. Et sted gav den sig til grave og trak kort efter en luffe frem, da redningsmandskabet senere gravede samme sted fandt man en person. Hermed var gnisten tændt for Kaare Skalstad, han blev manden som uddannede den første lavine hund "Heidi". Om Kaare's oplevelser og om denne fantastiske hund kan man læse i bogen "Heidi" skrevet af Kaare selv.

I takt med at fjeldsport er blevet en mere populær fritidsbeskæftigelse og flere uerfarne folk begiver sig til fjelds, er antallet er udrykninger steget hvert år. Sidste år var redningshundene i aktion i alt 160 gange i Norge. Ca. 80 % af udrykningerne var til eftersøgninger på "barmark" resten til lavine ulykker.

Lavinehunden bruger i gennemsnit 3 år på at blive godkendt. Hundeføreren må lære at orientere sig efter kort og kompas og være god til førstehjælp. Hundeføreren skal også kunne fungere som skadestedleder, og både hund som fører må være i god form og godt udstyret til de kolde forhold.

Lavinehunden kan lokaliserer mennesker som ligger langt under sneen. Kravet for at blive godkenet er, at hunden kan lokaliserer en figurant, der er placeret 2,5 meter under sneen. Men hundens lugtesans strækker sig meget længere end dette. Sidste år fandt man f.eks. en forudlykket som lå 13 meter under sneen. Manden var dog omkommet pga trykket fra snemasserne.

Hvor det tager 20 mand 20 timer at gennemsøge et felt på 100 x 100 meter kan én lavinehund gøre det samme på et kvarter. Dette er selvsagt af stor betydning for, hvor mange overlevende man kan finde efter en lavine. Det er den første halve time efter et sneskred har fundet sted chancen for at finde overlevende er størst, så siden opstarten af lavinehunde har man kunnet rede langt flere mennesker.

Disse hunde og deres førere har vi fået æren af at træne sammen med det næste halve år. Vi er blevet utrolig godt modtaget af alle. Nordmændene er et behageligt folkefærd meget venlige og i mødekommende.

Et kig ud over en del af træningsområdet i Trondheim

Under dagens træning, som var vores første, har vi bare "snust" lidt til det hele og er blevet testet. Her skulle det vise sig at være en fordel at have trænet i ruiner i Danmark. Indy skulle finde en figurant, som stak afsted med en halv blodpølse for derefter at forsvinde ind i en snehule. Det gik fint! Hvad gør en hund ikke for lidt mad. Om det var lugten af personen eller blodpølsen Indy gik efter, ved jeg ikke, men han fandt i hvert fald begge dele hurtigt. Indy er uvant med sne og kulde (ligesom os andre) men har hurtigt vænnet sig til den hvide masse, som man både kan rulle sig i (det er bare skønt) og spise, hvis man skulle blive tørstig. Forhåbenligt bliver hans pels også snart lidt tykkere, så kulden heller ikke bliver noget problem.

Efter den første lille test var det tid til at prøve med en lukket snehule, også dette gik fint. Indy fandt den nedgravede person og satte sig uden for hulen og gav hals, dette kendte han jo fra ruinerne - sammen fik vi gravet figuranten ud og Indy fik endnu et stykke blodpølse.

Lavinehunde markerer enten med halsgivning og ved at grave eller blot ved at grave. Nogen bruger også et bringkoppel, som er et stykke lædder eller plastic fæstnet i hundens halsbånd. Dette tager lavinehunden i munden, når den har fundet en person, hermed kan den løbe tilbage til sin fører og "fortælle", at den har fundet noget. Sammen går de så tilbage til stedet og graver personen fri. Herefter så vi de andre mere rutinerede hunde eftersøge større områder. Kjeld fik også fornøjelsen af at grave mig ned i en snehule. Her lå jeg så ca. 10 minutter indtil en glad flat coated retriever fik færten af mig og gravede sig igennem sneen for at møve sig på maven indtil mig, her lå vi så indtil dens fører kom op for at grave mig helt fri. Jeg fik en fornemmelse af, hvor glad en forulykket person må blive ved lyden af gravende hundepoter.... Jeg skal lige vænne mig til at ligge figurant gravet ned i sneen, det er ikke blot en underlig fornemmelse men også slæde-hunde koldt.

En snehule lukkes til. (Fotograf: Kjeld Jensen)

Endelig fundet og gravet fri igen. Det var en uudsigelig lettelse at høre de gravende hundepoter den første gange jeg lå figurant i en snehule. (Fotograf: Kjeld Jensen)

Det er mit indtryk, at man bruger meget moderne træningsmetoder. Fx. var det første jeg blev spurgt om hvilken "forstærker" Indy foretrækker. Her er svaret mad og frisbee for vores vedkommende. Spørsgmål tyder på, at man arbejder ud fra princippet om positiv forstærkning. Der var heller ingen hårde ord under træningen - blot træning baseret på motivation og drifter, så det er lige noget der passer os. I næste uge er der træning på et andet fjeld, hvor man tager turen op med en lift og efter træningen har en halvtimes skitur nedad. Vi har netop købt ski, men jeg skal vist træne lidt inden, jeg kan tage med på den tur, og så skal jeg have købt vindtætte luffer! Det var lidt om, hvad vi indtil nu har oplevet heroppe. Jeg vender nok tilbage med flere beretninger. Nu er det tid til en film i fjernsynet, ild i brændeoven og en kop varm chokolade..