Kantotur i Värmland sommeren 2000

Skrevet af: Nanna Lise Vester, www.hundelivet.dk

Mange hunde må tilbringe ferien i pensionater når familien tager udenlands. Men hvis feriemålet tillader det, så er det en både sjov og spændende oplevelse at have sin hund med på ferie.

Vi valgte denne sommer at tage på kanoferie i Sverige i et stort sø - og naturreservat der ligger ca. 500 km fra København. Det perfekte sted for en vandglad retriever!

Når man opholder sig i områder, hvor det kan tage 1 -2 dage at komme til en dyrlæge må, man tage visse forholdsregler. Ud over fodder til hele perioden må man have forskellige ekstra ting med til hunden, så som potebeskyttere, hvis hunden skærer sig på klipperne, børnemagnyler (smertestillende piller), en tægetang, forbindinger og evt. piller der gives ved hugormebid. Derudover er det en god idé med et underlag til hunden, som den dels kan ligge på i kanoen og dels sove på i teltet, en lang line (hunde må ikke gå løs alle steder i Sverige) og en svømmevest til hunde. Det sidste fordi en hund drukner, hvis den er forhindret i at svømme fremad.

Når man holder ferie i "vildmarken" skal alle ting bæres på ryggen, når ikke kanoerne er i vandet. I Sverige og i Norge er det almindeligt at se hunde gå med kløv, en rygsæk til hunde. En hund der er trænnet i at gå med kløv kan bære op til 1/3 af sin egen vægt på denne måde, og dermed spare sin førerer for en del kilo. Hundene er både stolte og glade for at gå med disse "rygsække" når blot de er pakket rigtigt i balance og ikke er tungere end at hunden stadig kan bevæge sig frit. En sådan kløv blev Indy udstyret med.

I kanoen fandt Indy sig hurtigt til rette. Enten sov han eller han sad vagtsomt og spejdede ud over søen. Han gjorde ingen forsøg på at springe ud af kanoen, dog vil jeg tro, at havde nogen kastet noget over bord, var han nok sat efter det. Men det var på land han nød det mest. At kunne svømme 8 gange om dagen, og rulle sig tør i lyng var noget af det bedste ! Det blev ikke ringere af at have 6 mennesker med, som på skift kunne lokkes til at kaste pinde i vandet. Spørger man Indy, hvad han syntes om det, får han et saligt længselsfuldt blik i sine hundeøjne.

Det er heller ikke tosset at være ude hele dagen i skoven. Om natten sover man som en sten inde i teltet midt i mellem "mor" og "far". Man ligger så godt på ryggen med alle fire poter i vejret og så kan man snorke om kap med "far-mand".

Det er også sjovt, når alle skal i søen for at blive vasket. De tager deres shampoo flasker med ud i vandet, så de ligger og flyder, mens de sæber sig ind fra top til tå. Er man en vaks lille hund, kan man her få sig et billigt grin, ved lige at svømme ud og stjæle en shampoo flaske og så drøne op i skoven med den. Det ser så morsomt ud, når menneskene med deres ynkelige snuder skal finde dem igen.

Der er ulve i skovene, de kan godt være farlige for en hund. Men som regel er de meget menneskesky og holder sig langt væk. Men en hund der strejfer om på egen hånd og støder på en ulv, slipper næppe godt fra det. En anden ting man bør huske på er, at selv om der er allemandsret i Sverige, gælder denne dog ikke på marker og enge ejet af landmænd. Hold derfor altid din hund i snor i nærheden af bebyggelse og på private veje, stier og skove. Med andre ord vis hensyn!

Naturoplevelser er der mange af i Sverige. Man kan fx være så heldig at se en elg. Jeg vil anbefale, at man i så fald holder sin hund om snuden, da den ellers kan finde på at sætte i en frygtelig tuden (som en anden ulv) og derved skræmme elgen langt væk !!!!

Man oplever ting, man ikke ville gøre, hvis ikke man har hund med, når man holder ferie udendørs. Jeg tænker ikke blot på, at man nemt kommer i snak med fremmede, men er man opmærksom på sin hunds signaler, kan man få meget at vide om, hvad der rører sig skoven og måske få øje på dyrespor, man ellers ville være vadet lige forbi.

Så planlægger man en ferie i det nordlige Europa og er man indstillet på naturoplevelser frem for byture og museumsbesøg, kan jeg varmt anbefalde at man tager hunden med på ferie.